Når man siger Festina, så tænker rigtig mange på Tour De France – og det er ikke forkert tænkt, vel at mærke. Men Festina er meget meget mere end et prustende cykelhold. Det er også en af verdens største urproducenter med 4.5 millioner ure om året. Spanskeejede Festina Group har 25 år på bagen (selve urmærket Festina har dog over 100 år bag sig) og producerer ure for Festina, Jaguar, Lotus, Lotus Style, Calypso, Perrelet og for Candino Swiss Watch.
Sidstnævnte introducerede det flotte Retro Chrono og feminine Glamour under årets Basel World. Og det er to tikkende nyheder, der er værd at kigge nærmere på. Men først lidt om mærket bag disse to nye kollektioner.
Candino har været officiel tidtager og hovedsponsor af utallige sportsbegivenheder i Europa, ikke mindst Nordic Ski World Championship, Swiss Davidorff Indoors samt BNP Paribas Masters of Paris og Swiss Tennis. I 2010 har Candino dog involveret sig i projektet ”Around The World”, og er med til at sponsorere PlanetSolar-båden; Verdens største båd drevet af solenergi. PlanetSolar skal sejle jorden rundt, og Candino deltager i det ambitiøse projekt som officiel tidtager.
Urmærket stammer tilbage fra 1947, og har ikke overraskende schweiziske aner fra Herbetswil nær Solothurn. Candino anno 2009 producerer cirka 2000 ure om året, hvoraf 80 procent er quartzdrevet, og de resterende 20 procent ure med mekaniske værker.
Candino retro Chrono har quartzdrevet kronografværk og en kassediameter på 44 millimeter, hvilket imødekommer tidens krav om store ure helt perfekt. Desuden er kassen PVD-behandlet med pinkguld. En finish, der passer perfekt til urets navn, idet kronografure fra 1940-50’erne typisk var af pinkguld. Modellen er udstyret med en sort læderrem med krokodillepræg, hvilket giver uret et eksklusivt ’look and feel’ – uden at prisen bliver for høj!
Det feminine Candino Glamour er et studie i elegance. Den sublimt dekorerede hvide skive, den zirkonbeklædte krans og den fine, hvide krokodilleprægede læderrem matcher urets 33 millimeter pinkguldbelagte kasse perfekt.
Tjek også Candinos andre modeller på www.candino.ch.