Fra de tidligste generationer har mennesket beskæftiget sig med udmåling af tid.
I naturens fænomener, såsom vekslen mellem dag og nat, månens faser, tidevandets regelmæssige periodiske skift. I sit hjertes slag, i sulten inden det næste måltid fornemmede det forhistoriske menneske tiden. Disse tidsfornemmelser dannede grundlag for observationer, der førte til udviklingen af de ekstremt præcise tidsmåleinstrumenter vi kender i dag. Egentlig tidsmåling begyndte først da mennesket gav sig til at dyrke jorden. Der er jo en tid for at så og en for at høste. Man aflæste tiden på himmelen. Ægypterne satte stjernen Sirius opgang i forbindelse med Nilens oversvømmelse og opfandt derved verdens ældst kendte kalender.
Stonehenge i England var muligvis både tempel og kalender for sten og broncealderens briter. Midsommer solopgang og midvinter solnedgang i forhold til fire af de største sten, kan have oplyst et soltilbedende folk om, hvornår det var solhverv. Længden af den skygge en stok eller træ kastede på jorden førte til opfindelsen af gnomon og solskive. Jordens daglige omdrejning blev først omsat til timer gennem solskiven, et instrument der viste jordens bevægelse ved at måle solskyggens passage. Solskiven eller soluret er antagelig opfundet af de solstegte sumerere (fra Lilleasien) for ca. 5000 år siden. Ægypterne, grækere middelalderens muhamedanere, renæssancen mænd udviklede soluret fra en stok i jorden til et videnskabeligt instrument - ofte smukt dekoreret - der klarede sig næsten op til år 1800.
Den regelmæssige udrinden af vand eller sand gennem en snæver åbning dannede grundlaget for vanduret og timeglasset. På samme måde var det muligt med voks eller olie, der brændte regelmæssigt, at inddele tiden i mere eller mindre ensartede intervaller. Vanduret, også kendt som Klepshydraen, hvilket på græsk betyder vandstjæler (Kleps = stjæle, Hydra = vand), er måske lige så gammel som solskiven og var den første tidsmåler, der havde bevægelige dele. I sin enkleste udgave kun selve vandoverfladen, mens der i den mest komplicerede var et sindrigt system af flydere, tandhjul, visere og skiver. Grækerne byggede i Athen det rimeligvis største vandur i verden. Det står den dag i dag under navnet "Vindenes tårn".
Ktesebios fra Askra, som levede 200 f.kr. er en af de første urmagere, hvis navn er bevaret for efterverdenen. Han konstruerede kunstfærdige ure med bevægelige figurer og trompetsignaler, der angav timerne, samt andet interessant tilbehør, det hele drevet af vandkraft. Vort kendskab til disse urværker stammer fra beskrivelsen fra oltidsforskere gennem tiden. Takket være dem kan vi følge kunsturets ide´ som vi kender den fra middelalderens kirker og klostre med aflæggere helt frem til vor tid, med eksempel i Jens Olsens verdensur på Københavns Rådhus.
Romerne kaldte vandure for nature og brugte dem i senatet for at forhindre snakkeri ifølge en kendt oldtidsskribent. Vandurenes vogtere var bestikkelige. De kunne mod en passende betaling bringes til at snyde, så taleren kunne fortsætte udover den fastsatte tid eller modpartens taletid kunne afkortes.
Julius Cæsar opdagede til sin forbløffelse, at de barbariske briter havde vandure. Han benyttede tilmed et til at bevise, at de engelske sommernætter faktisk er kortere end de italienske. Flydehullerne i disse ure, som vandet dryppede igennem var ofte gennemborede ædelstene, forløberne for stenene i vor tids ure. De havde den fordel at de blev ikke slidte. Uret fik længere levetid og mere konstant dryppehastighed (ganghastighed). Kaliffen i Bagdad, Harun Al Rashid imponerede Kejser Karl den Store, ved at sende ham et stort kunstfærdigt vandur, der hver time opførte et helt lille skuespil. På en stortromme faldt kl. 12 metalkugler fra 12 små døre, som lukkedes af mekaniske ryttere. Vandurene dryppede sig ned gennem tiderne til sent i det 18. årh.
De romerske legioner menes at have anvendt sanduret (timeglasset) til inddeling af nattevagterne. Denne tidsmåler fik større og større udbredelse og var i det 13.årh temmelig almindelig. Den hellige inkvisition anvendte sanduret til udmåling af den tortur kættere var tidsmålt. Protestantiske præster målte deres ofte 3 - 4 timer lange prækener med samme tidsmåler langt ind i det 18.årh. Timeglasset anvendtes også til at konstatere skibes sejlhastighed, rejsens varighed, foruden det brugtes til inddeling af vagter. En 4-timers vagt inddeles i 8 glas. Det tog sandet en halv time at rinde ud, hvorefter rorgængeren skulle vende glasset og på skibsklokken slå hvor mange "glas" han havde vendt. Deraf den specielle tidsangivelse til søs. sanduret var ikke særligt præcist. Selv med en virkelig stabil vender, kunne det opvise fejl på flere timer over længere tidsrum.
Det var imidlertid først tidligt i det 14. årh. at de første mekaniske ure dukkede op og det tosidede problem omkring funktionens varighed og gentagelse på den ene side og præcisionen på den anden, kunne løses. Snart blev dette horologium så nyttigt, at det spredtes ud over hele Europa og i slutningen af århundredet var der næppe en by nogetsteds, der ikke ejede et tårnur eller klokkespil. Vi ved nu at de gamle grækere kendte tandhjul, der drejede ved hjælp af faldende lodder, men så vidt man ved kendte de ikke escapmentet, der overfører kraften i hjulværket til svingeren. Det er muligt at begrebet "mekanisk ur" ja måske uret selv er kommet til Europa fra Kina, hvor man hører om mekaniske ure fra 130 e.Kr.
Visse af det 14. og 15. århundredes urmagere kunne ikke lade sig nøje med at frembringe slet og ret tidsmålere, men øvede deres kunnen ved at tilføje andre funktioner, ofte meget komplekse såsom månefaseværk, solens op og nedgangstider, Zodiacs tegn, alle mulige astronomiske indikationer - vidnesbyrd om håndværkernes mesterlige indsigt og opfindsomhed parret med håndens snilde.
De første mekaniske ure var loddrevne, men der viste sig snart behov for mindre og lettere ure. Her kom det fjederdrevne ur ind i billedet. Et af de meget tidlige af denne type blev lavet til kong Sigismund I. af Polen fra ca. 500 år siden. Det var forsynet med en messingfjeder. Den med gangtiden aftagende drivkraft udlignedes med en såkaldt snekke, opfundet af Leonardo da Vinci. Denne snekke anvendes den dag i dag til nøjagtig samme formål i marinekronometeret. Da fjederen afløste lodkraften, blev det muligt at skabe bordure, dernæst bærbare instrumenter, forløbere for lommeuret, der fremkom ca. år 1500 og snart blev vældig mode, som mere opfyldte behov for nyheder og luksus end være nogen egentlig nyttegenstand. Dette forklarer den enorme variation, de utallige aspekter og former de i tidens løb opnåede, såvel den rigdom på ornamenteringer, de som oftest var udstyret med. Med hensyn til præcisionen påstod visse onde tunger, at man helst skulle have en solskive hos sig for at kunne korrigere det mekaniske. Derfor har veste siden været udstyret med 2 lommer - en til solskiven og en til modegenstanden - det mekaniske lommeur. Sammen med videnskabernes renæssance i midten af det 18.årh fremstod 2 opfindelser af yderste vigtighed for tidsmålingen nemlig:
1. Pendul som regulator for stationære ure.
2. Spiral/balance som regulator for bærbare ure.
Disse 2 opfindelser kom til at betyde mere præcis tidsmåling. Den daglige gangfejl reduceredes fra timer til minutter - ja snart til sekunder. Efter at have været et håndværk udelukkende baseret på erfaringer, opnåede tidsmålingen snart rang af en sand videnskab.
Udviklingen af navigation krævede brug af ekstremt fine tidsmålere til bestemmelse af længdegraden på de store oceaner. I 1714 udsatte den britiske regering en pris på 20.000 pund for konstruktion af et ur, hvis gangfejl ikke oversteg 2 minutter på rejsen til Vestindien og tilbage. Prisens betragtelige størrelse hænger sammen med chocket af en skibskatastrofe. En britisk flådeenhed kom ud af kurs og blev hamret til pindebrænde og gik ned med mand og mus ved Scilly Islands udfor Corwall. En Yorkshire tømrer ved navn John Harrison vandt prisen 50 år senere med et instrument der kun differerede 54 sekunder på den 5 måneder lange rejse.
Kronometriens tidsalder var begyndt. Urmagerens opfindsomme hjerne der bestandigt arbejdede på at finde nye løsninger var fast besluttet på at skubbe grænserne for præcision endnu længere tilbage. Omkring år. 1800 varierede observatorieure ikke mere end få tiendedele sekunder pr. døgn.
Det 18.årh var det glorværdige sekel for de engelske urmagere. Blandt franskmændene fremtrådte Julien le Roy og Jean Antoine Lepine med flade lommeure med cylindergang, der i 1725 var blevet forbedret af den berømte George Graham. Allerede tidligt i det 19. årh. begyndte man at fremstille urdele på maskiner. Fremgangsmåden vogtedes hemmeligsfuldt. De engelske urmagere, som håndforarbejdede kostbare ure, var svorne modstandere af massefabrikation. Deres indflydelse var allerede ved at høre fortiden til og den stærkt voksende bybefolkning, repræsenterede et marked, som ikke længere kunne ignoreres. I 1867 begyndte schweizeren George Roskopf at fremstille og sælge et masseproduceret lommeur. Ganske vist var prisen udenfor manges mulighed, men alligevel solgtes det mere end noget andet. Det opnåede bronzemedalje på pariserudstillingen i 1868. I 1880 sendte Waterbury Watch Co i USA et økonomisk lommeur på markedet med fortjeneste. Det kunne gå 24 timer. Fjederen var 2 3/4 meter lang, så det var et anseeligt arbejde at trække det op.
Forbedringer i fremstillingen af maskinværktøj med ekstrem fine tolerancer medførte et sandt mirakel, nemlig perfekt udskiftelighed af komponenter i urværker. Gennem det 19.årh. og tidligt i det 20. skete store fremskridt med hensyn til destribution af tid ved hjælp af elektrisk styrede systemer bestående af hovedur som kontrollerede og synkroniserede et antal bi-ure. Skønt først betragtet med betydelig skepsis med hensyn til den åbenbare følsomhed overfor ydre påvirkninger opnåede armbåndsuret hurtigt sit adelspatent. Det var nødvendig at beskytte det mod vand, stød og støv, samt mod magnetisme og kemisk påvirkning.
Allerede i 1775 opfandt en urmager i Neuenburger Jura i Schweiz, Abraham Louis Perrelet det automatiske optrukne ur. Da det var et lommeur, var det forbundet med visse svagheder bl.a. støjede det en del når man gik med det på sig grundet den tunge svingvægt. Visse sarte personer vægrede sig simpelthen ved at gå med det. I 1925 kom det første automatisk optrukne armbåndsur på markedet, konstrueret af englænderen John Harwood. Denne type hævdede sig snart og fik en stadig voksende udbredelse idet det viste sig at det var bemærkelsesværdigt robust, pålideligt og præcist. Kalender og vækkermekanisme tilføjedes og senest har den automatiske kronograf bragt produktionen op på det højeste stade af formåen.
Elektronikken indmarch i urmageriet blev en sand revolution med hensyn til tidsmålernes præcision. Kvartskrystalure hvis afvigelse ikke overstiger titusindedele sekund pr. døgn blev tidsmålere i ordets sande betydning.
Et af de vigtigste fremskridt begyndte da national Bureau og Standards i 1948 fremstillede det første atomur, baseret på kvælstofatomer i ammoniak. En nyere type fremkom i 1950erne, baseret på cæsium. Man opdagede nemlig at der findes cæsiumatomer, hvor kernen og yderste elektron har samme splintretning og nogle hvor elektronen spinner modsat. Overgang fra den ene tilstand til den anden frigør energi i form af elektromagnetisk stråling med en frekvens på 9 milliarder 192 millioner 631 tusinde 770 Hertz ( 9.192.631.770 Hz). I teorien forholder det sig således at hvis frekvensen fordobles, forøges præcisionen med kvadratet (altså 4 gange), hvorfor afvigelsen i strålingens frekvens er minimal, nemlig størrelsesordenen 10.¨12 hvilket svarer til en tidsafvigelse på ca. 1 sekund på 10.000 år.
Le Comite´ International des Poids et Meaures re-definerede i oktober 1964 sekundet som tidsintervallet svarende til førnævnte svingningstal af den elektromagnetiske stråling af Cæsium 133.
En endnu nyere udvikling Hydrogen maseren (microwave amplification by stimulated emission of radiation) hvis afvigelse er endnu mindre end cæsiumurets - 1 sekund på 100.000 år. Dette er naturligvis et velegnet ur til videnskabelige formål.
Disse ure er naturligvis ret omfangsrige instrumenter, men i det utrættelige arbejde at nedbryde grænserne for præcisionen er der opnået betydelige skridt fremad også på armbåndsurets område. En interessant type elektronisk ur er det stemmegaffelstyret armbåndsur hvis udvikling skyldes schweizeren Dr. Max Hetzel der omkring 1960 udviklede det første ur af denne type for Bulova watch Co i USA. Det var udstyret med en stemmegaffel der svinger 360 Hz og med en præcision bedre end 1 minut pr. måned. Dr. Hetzel forskede videre og udviklede en nyere type for Ebauches SA i Schweiz, der leverer det til en lang række mærker som Certina, Eterna, Longines, Omega, Tissot m.fl. Flere typer kom på markedet og præcisionen kom ned på 30 sekunder pr. måned.
Miniaturiseringen af elektroniske komponenter og deres tilpasning til armbåndsuret førte takket være rumforskningen til bemærkelsesværdige resultater, som man for ganske få år siden anså som ren og skær utopi. I dag har vi sattelit-styret armbåndsure og en præcision på 1 sek. pr. 300.000 år.
